Jasper Sebastian Stürup Nameplate

Home | News | Work | Exhibitions | Books | Text | CV | Store | Contact | Instagram

 

kunstavisen. Preben Winther. 2006



Ain’t no sunshine… og dog

Virkelige uvirkeligheder på Fintholm

Et par årgang 1969’ere, begge færdiguddannede fra Kunstakademiet i 1999, begge mænd og begge danske. Men her hører det enslydende også op – eller gør det? De to aktuelle kunstnere i Galleri Flintholm, Per Mølgaard og Jasper Sebastian Stürup, har meget at byde på.

Fingerspitzgefühl og dygtighed

Mange lag og niveauer kan skyde sig ind imellem en kunstner og hans værk. At turde udtrykke sig nøgent kræver mod, og at kunne det uden at forfalde til enten udvendighed eller blive privat kræver både fingerspitzgefühl og dygtighed. De to har både-og.
Per Mølgaards univers synes at stritte til alle sider. Helt konkret vrimler det med stikkende rosengrene, kaktus og eksplosive billed kompositioner. Bevægelserne er udadrettede, decentrerede, centrifugale, som var det hele set med dyreøjne, der ofte fokuserer anderledes end menneskets. Indlagt i billedfladens stærke acryler findes små fortællinger eller optrin i et voksenliv, spædt tegnede med blyant, forsigtigt, anråbende, afslørende, uden dog at fortælle noget rigtigt. Men antydningens frø er sået i betragteren, der kan (des)orientere sig videre i titler som ”Ain’t no sunshine when she’s gone”, ”I promised you a rosegarden” og ”Self-defence”.

Malerierne bliver aldrig pæne (gudskelov) eller salonfæhige; snarere sniger der sig ind imellem en tilstræbt ubehjælpsomhed ind i det formelle afsæt. Det er igangsættende og provokerende. Hvor er den teknisk dygtige kunstner? Findes han? Det gør han. Han har lavet disse billeder, der er ”unreal outside” og ”real inside”. Tør vi andre bryste os af det, eller foretrækker vi det omvendte?

Hvisken og råb

I sig selv ville det kunne være vanskeligt nok at trænge ind i Jasper Sebastian Stürups billeder; Mølgaards farvetæthed gør ikke opgaven enklere. Det er tegninger det her, nogle af dem meget store. De hvide papir ark virker formelig som en barriere, betragteren først skal trænge igennem, før billederne træder frem. Farvemæssigt og formelt teknisk næsten undseligt, tyndt, hviskende; som udsagn en række af voldsomme råb. Om hvad og til hvem kan ikke afgøres. Der optræder hunde, ungdomsoprørslignende scenerier eller personer, svampe, slanger, hår/parykker, ansigtsløse portrætter, knogler, skeletter. Der er noget road movie over det, men bestemt uden noget som helst Holywood. Satiren strejfes.

Hvad er det, kunstneren vil os? Hvad er det han skal af med? Budskabet kan ligeså vel ligge i den store hvide intethed omkring og inden i tuschstregerne, der udgør værkets materialisation. Det hele er kogt ind, barberet ned, reduceret til essensen af et budskab, en melding, et billed mæssigt notat om tilværelsens små og store spørgsmål. I sidste ende måske til: hvorfor? Hvorfor sådan? Hvorfor os? Hvorfor… mig? Det er meget stærke sager.

Stürup har nogle få kobbertryk med. De er gode, men fremstår udtryksmæssigt ikke så klare som tuschtegningerne, måske på grund af den laverede farvebaggrund. Desuden er nogle små hæfter/bøger til salg, udgivet på fluens forlag. ”En hånd på rattet, en hånd på vejen”. ”Milk”. ”Then you ask why I don’t live here honey, how come you don’t move?” og lignende titler. Fortællinger, notater i billedform.
Mølgaard og Stürup er spændende bekendtskaber. Førstnævnte med atelier i Nordskåne, den sidste lige hjemkommet fra N.Y. Utvivlsomt er de på vej.

Jasper Sebastian Stürup
Jasper Sebastian Stürup Nameplate

Home | News | Work | Exhibitions | Books | Text | CV | Store | Contact | Instagram

 

kunstavisen. Preben Winther. 2006



Ain’t no sunshine… og dog

Virkelige uvirkeligheder på Fintholm

Et par årgang 1969’ere, begge færdiguddannede fra Kunstakademiet i 1999, begge mænd og begge danske. Men her hører det enslydende også op – eller gør det? De to aktuelle kunstnere i Galleri Flintholm, Per Mølgaard og Jasper Sebastian Stürup, har meget at byde på.

Fingerspitzgefühl og dygtighed

Mange lag og niveauer kan skyde sig ind imellem en kunstner og hans værk. At turde udtrykke sig nøgent kræver mod, og at kunne det uden at forfalde til enten udvendighed eller blive privat kræver både fingerspitzgefühl og dygtighed. De to har både-og.
Per Mølgaards univers synes at stritte til alle sider. Helt konkret vrimler det med stikkende rosengrene, kaktus og eksplosive billed kompositioner. Bevægelserne er udadrettede, decentrerede, centrifugale, som var det hele set med dyreøjne, der ofte fokuserer anderledes end menneskets. Indlagt i billedfladens stærke acryler findes små fortællinger eller optrin i et voksenliv, spædt tegnede med blyant, forsigtigt, anråbende, afslørende, uden dog at fortælle noget rigtigt. Men antydningens frø er sået i betragteren, der kan (des)orientere sig videre i titler som ”Ain’t no sunshine when she’s gone”, ”I promised you a rosegarden” og ”Self-defence”.

Malerierne bliver aldrig pæne (gudskelov) eller salonfæhige; snarere sniger der sig ind imellem en tilstræbt ubehjælpsomhed ind i det formelle afsæt. Det er igangsættende og provokerende. Hvor er den teknisk dygtige kunstner? Findes han? Det gør han. Han har lavet disse billeder, der er ”unreal outside” og ”real inside”. Tør vi andre bryste os af det, eller foretrækker vi det omvendte?

Hvisken og råb

I sig selv ville det kunne være vanskeligt nok at trænge ind i Jasper Sebastian Stürups billeder; Mølgaards farvetæthed gør ikke opgaven enklere. Det er tegninger det her, nogle af dem meget store. De hvide papir ark virker formelig som en barriere, betragteren først skal trænge igennem, før billederne træder frem. Farvemæssigt og formelt teknisk næsten undseligt, tyndt, hviskende; som udsagn en række af voldsomme råb. Om hvad og til hvem kan ikke afgøres. Der optræder hunde, ungdomsoprørslignende scenerier eller personer, svampe, slanger, hår/parykker, ansigtsløse portrætter, knogler, skeletter. Der er noget road movie over det, men bestemt uden noget som helst Holywood. Satiren strejfes.

Hvad er det, kunstneren vil os? Hvad er det han skal af med? Budskabet kan ligeså vel ligge i den store hvide intethed omkring og inden i tuschstregerne, der udgør værkets materialisation. Det hele er kogt ind, barberet ned, reduceret til essensen af et budskab, en melding, et billed mæssigt notat om tilværelsens små og store spørgsmål. I sidste ende måske til: hvorfor? Hvorfor sådan? Hvorfor os? Hvorfor… mig? Det er meget stærke sager.

Stürup har nogle få kobbertryk med. De er gode, men fremstår udtryksmæssigt ikke så klare som tuschtegningerne, måske på grund af den laverede farvebaggrund. Desuden er nogle små hæfter/bøger til salg, udgivet på fluens forlag. ”En hånd på rattet, en hånd på vejen”. ”Milk”. ”Then you ask why I don’t live here honey, how come you don’t move?” og lignende titler. Fortællinger, notater i billedform.
Mølgaard og Stürup er spændende bekendtskaber. Førstnævnte med atelier i Nordskåne, den sidste lige hjemkommet fra N.Y. Utvivlsomt er de på vej.

Jasper Sebastian Stürup
Jasper Sebastian Stürup Nameplate

Home | News | Work | Exhibitions | Books | Text | CV | Store | Contact | Instagram

 

kunstavisen. Preben Winther. 2006



Ain’t no sunshine… og dog

Virkelige uvirkeligheder på Fintholm

Et par årgang 1969’ere, begge færdiguddannede fra Kunstakademiet i 1999, begge mænd og begge danske. Men her hører det enslydende også op – eller gør det? De to aktuelle kunstnere i Galleri Flintholm, Per Mølgaard og Jasper Sebastian Stürup, har meget at byde på.

Fingerspitzgefühl og dygtighed

Mange lag og niveauer kan skyde sig ind imellem en kunstner og hans værk. At turde udtrykke sig nøgent kræver mod, og at kunne det uden at forfalde til enten udvendighed eller blive privat kræver både fingerspitzgefühl og dygtighed. De to har både-og.
Per Mølgaards univers synes at stritte til alle sider. Helt konkret vrimler det med stikkende rosengrene, kaktus og eksplosive billed kompositioner. Bevægelserne er udadrettede, decentrerede, centrifugale, som var det hele set med dyreøjne, der ofte fokuserer anderledes end menneskets. Indlagt i billedfladens stærke acryler findes små fortællinger eller optrin i et voksenliv, spædt tegnede med blyant, forsigtigt, anråbende, afslørende, uden dog at fortælle noget rigtigt. Men antydningens frø er sået i betragteren, der kan (des)orientere sig videre i titler som ”Ain’t no sunshine when she’s gone”, ”I promised you a rosegarden” og ”Self-defence”.

Malerierne bliver aldrig pæne (gudskelov) eller salonfæhige; snarere sniger der sig ind imellem en tilstræbt ubehjælpsomhed ind i det formelle afsæt. Det er igangsættende og provokerende. Hvor er den teknisk dygtige kunstner? Findes han? Det gør han. Han har lavet disse billeder, der er ”unreal outside” og ”real inside”. Tør vi andre bryste os af det, eller foretrækker vi det omvendte?

Hvisken og råb

I sig selv ville det kunne være vanskeligt nok at trænge ind i Jasper Sebastian Stürups billeder; Mølgaards farvetæthed gør ikke opgaven enklere. Det er tegninger det her, nogle af dem meget store. De hvide papir ark virker formelig som en barriere, betragteren først skal trænge igennem, før billederne træder frem. Farvemæssigt og formelt teknisk næsten undseligt, tyndt, hviskende; som udsagn en række af voldsomme råb. Om hvad og til hvem kan ikke afgøres. Der optræder hunde, ungdomsoprørslignende scenerier eller personer, svampe, slanger, hår/parykker, ansigtsløse portrætter, knogler, skeletter. Der er noget road movie over det, men bestemt uden noget som helst Holywood. Satiren strejfes.

Hvad er det, kunstneren vil os? Hvad er det han skal af med? Budskabet kan ligeså vel ligge i den store hvide intethed omkring og inden i tuschstregerne, der udgør værkets materialisation. Det hele er kogt ind, barberet ned, reduceret til essensen af et budskab, en melding, et billed mæssigt notat om tilværelsens små og store spørgsmål. I sidste ende måske til: hvorfor? Hvorfor sådan? Hvorfor os? Hvorfor… mig? Det er meget stærke sager.

Stürup har nogle få kobbertryk med. De er gode, men fremstår udtryksmæssigt ikke så klare som tuschtegningerne, måske på grund af den laverede farvebaggrund. Desuden er nogle små hæfter/bøger til salg, udgivet på fluens forlag. ”En hånd på rattet, en hånd på vejen”. ”Milk”. ”Then you ask why I don’t live here honey, how come you don’t move?” og lignende titler. Fortællinger, notater i billedform.
Mølgaard og Stürup er spændende bekendtskaber. Førstnævnte med atelier i Nordskåne, den sidste lige hjemkommet fra N.Y. Utvivlsomt er de på vej.