Jasper Sebastian Stürup

Julie Damgaard. Maj 2004.

Jasper Sebastian Stürup har siden dimissionen fra Kunstakademiet i 1999 perfektioneret et formsprog, der hylder pauserne. Hverdagens komplekse kommunikations- og organisationsformer er temaet for denne kunstner, der ved, at man selv med få ’ord’ kan få sagt alverden.

Det varer lidt, før øjnene vænner sig til dem. Jasper Sebastian Stürups tegninger. Et par blinde sekunder tikker af, før det lykkes at stille skarpt på fladen og aflæse motivet. Stürup forærer ikke sine fortællinger bort, men kræver noget til gengæld: en tidslig investering og et øje for detaljen, der er storbymennesket fremmed. En betragtelig ændring i fart og adfærd, der for én gangs skyld giver tanken mulighed for at indhente handlingen. Det kan således betale sig at gå ind på de enkle, minimalistiske værkers betingelser. At ’lytte til’ udsagnene, lære sig den hemmelige kode og i sidste instans ’udfylde’ de hvide felter. Det døve øre opfanger nemlig intet, og det flygtige blik ser kun tomheden. Billedernes kommunikation begrænser sig til de allermest nødvendige tegn og gesti. Her er ingen overflødig støj, ingen plumrede kulører, ingen ligegyldige detaljer. Kun fint optrukne linjer, klare, stemningsmættede farver og præcis, komprimeret information. Selv den stedvist løbende spraymaling med dens slørende effekt bliver aldrig hæmningsløst overdreven i sin dramatik, men kompromitterer blot tegningens umiddelbare kølighed på en måde, der åbner værket mod det omgivende rum - som et kort, intenst kald. For i næste øjeblik atter at lukke sig om sig selv i en urokkelig insisteren på papirets flade og udpegning af kunstens tekniske virkemidler.

Legen med rum og flade er et centralt punkt i Stürups oeuvre. Ofte gemmer tegningen på flere lag, der først afsløres ved opmærksom granskning. Taktile elementer som filtdupper, glimmer og stof er de seneste år med jævne mellemrum dukket op i værkerne som lette berøringer, der ikke kun strejfer papiret men også det omgivende rum. Der strækker sig mod beskueren for i samme bevægelse at søge – og dermed accentuere – den ’hud’, de smykker. Filtdupperne bliver positive udgaver af de huller, kunstneren samtidig skærer i papiret: cirkelrunde snit, der afdækker nye lag af billedet og lader hidtil bortgemte strukturer træde frem. Ved Stürups forsigtige dissekering af tegningen udvides mediets virke- og mulighedsfelt. Værkets krop viser sig at rumme et større antal ’lommer’ indeholdende vage omrids af uudgrundelige historier – om velkendte dagligdags situationer og uventede magiske øjeblikke; om menneskelig kommunikation og interaktion; om det kulturelt givne og de naturlige forhold; om absurditet og orden, anelse og erfaring, illusion og virkelighed; om nærvær og fravær, opståen og forsvinden; om de spor vi efterlader os, og det lys vi ser hinanden i; om de måder vi iscenesætter os selv og omgås hinanden på; om det enorme mulighedsfelt vi befinder os i og om de underliggende strukturer som forbinder alting. Med andre ord om individet og dets væren i verden. – Og ethvert blotlagt enkeltelement fremstår som en savnet brik i et erindrings-puslespil, der kun langsomt nærmer sig sin fuldførelse. Den endelige færdiggørelse overlades til beskueren, der instinktivt tilføjer de manglende dele og trækker konturerne helt op. Og således ’fremmaner’ det legeme, kunstneren løst skitserer men sjældent skildrer i sin helhed. Et langt, bølgende hår hér og en gestikulerende hånd dér bliver - med beskuerens intervention - til en sansende krop. En krop, der rører ved andre kroppe; der kærtegner, trykker, fastholder, kaster, griber, rækker, løfter, vinker, kniber, fornemmer. Og taler. Via få men essentielle bestanddele skabes et billede med en referenceramme så bred og betydningslag så mangfoldige som tilskuerskaren.

Impulserne fra en rig modernistisk maletradition har sat sig flere spor i Stürups værker. Påvirkningen er kommet så forskellige steder fra som den abstrakte ekspressionismes kontrollerede, raffinerede og poetiske men også små anarkistiske arbejde med opløsning af figurationen, minimalismens totale udviskning af billedinformation i et blændende hvidt skær samt Neo-Geos glatte farveflader med deres anstrøg af narrative strukturer. Den lidt ældre tradition gør sig ligeledes gældende i tegningens udtryk. Ikke kun de mange studier af hænder, ben, hår, knogler og kranier men også de særprægede ’stilleben’ med bl.a. madvarer peger tilbage på et klassisk formsprog. Den centralistisk orienterede billedkomposition og tunge symbolik, der knytter sig til store dele af de historiske fremstillinger, vinder imidlertid ikke genklang hos Stürup, der i stedet konsekvent trækker information ud af de gengivne objekter og lader dem stå tilbage som rene former i decentrale, særprægede opstillinger. De til tider næsten abstrakte mønstre synes dog at indeholde en subtil humor, der med sin sprøde substans giver klædelige små-krakeleringer i værkets ’polerede’ overflade. Musling søger musling i et hav af skaller; bøf finder hvile på behåret sten; og knogle fører knogle i ildfuld og strålende danse macabre. Amorfe og organiske former møder igen og igen hårde, bastante ditto i surreelle optrin, der sætter skæve vinkler på en firkantet verden. Tonen er lystig men skarp. Som musik stiger og falder den i styrke fra billede til billede og placerer beskueren i stemningsfuldt selskab.

De mange usædvanlige kombinationer og sammensmeltninger presser helt nye gloser ind i den billedkunstneriske tale. Og lader fremmede tunger overdøve det velkendte sprog. Også Stürups bøger, der udgives på eget forlag og fungerer som enestående værker i sig selv, er fyldt med sådanne greb. Fotografi og tegning placeres her side om side, hvilket afstedkommer en dialog, hvor medierne tillidsfuldt åbner sig mod hinanden og afslører nye sider. Fotoets meget direkte udtryksform kontra tegningens mere stilfærdige viser sig at danne basis for en tankevækkende kommunikation. I sammenstillingen af to langhårede ’hoveder’ med et snapshot af et højhus giver brugen af farve og legen med skalaforhold de tegnede ’manker’ et næsten skulpturelt udtryk, der på forunderlig vis matcher den rumlige konstruktion på fotografiet. Den udveksling, der sker, får motiverne til at lukke sig op.

Stürups værker folder sig ud i rækker af associationer. Formationen af sangfugle på lyst træ, den blodrøde plamage på en knogle eller den slanke krop, der pludselig kommer til syne mellem årerne i en tilskåret træblok fører per definition andre billeder med sig. Der trækkes uafladeligt i tankens tråde og døre åbnes til højloftede mentale kamre. Stürups intention er ikke at lede beskueren den direkte vej mod en bestemt mening, men selv lade ham eller hende drage en konklusion. Eksempelvis kan udstillingstitlen – og Beatlescitatet - I’m Only Sleeping benyttes som et værktøj til at afdække de udstillede værkers musiske betydningslag men kan også fungere som en hentydning til drømmens ubevidste symboldannelser. Måske begge dele. Ingen svar er entydige og kunstneren kender næppe selv den hele sandhed. Men beretter dog gerne om sine inspirationskilder, der tæller både livsstilsmagasiner og gamle studier af kroppen, men først og fremmest springer fra musikscenen og inkluderer navne som Suede, Pulp, Lou Reed, David Bowie, Air, The Beatles, Velvet Underground og The White Stripes. Musikken findes ikke bare i tegningernes intensitet og energi eller i den følelse, de videreformidler, men også i motiverne, der omfatter såvel dj´s, pladesamlinger og –spillere som højttalere og musikere. Motiver, kunstneren henter fra bl.a. musikblade. Afbildningerne er som oftest fragmentariske – kogt ned til nogle få basiselementer. Bandet Kings of Leon præsenteres således som fire langhårede ’parykker’. Men ligesom håndens gestikulation kan berette om personens indre liv, kan også musikerens hårpragt sende et klart signal. Håret bliver et emblem på subkulturen: på det utilpassede, fanden-i-voldske, skødesløse og modsatrettede. De opløste motiver, uudfyldte flader og brudte forløb i Stürups - alt andet end skødesløse - tegninger viser sig at være særdeles udtryksmættede