Jasper Sebastian Stürup Nameplate

Home | News | Work | Exhibitions | Books | Text | CV | Store | Contact | Instagram

 

Interview. kopenhagen.dk. Alexander Tovborg. 2007


Man skal tæt på for at få hele detaljen med af den tynde, vibrerende og sikre tuschpenstregstegning, men for at forstå den store sammenhæng, skal man derimod se de store tegninger på afstand. Vi befinder os på separatudstillingen Napoleon at the party med Jasper Sebastian Stürup (f.1969) som igen manifesterer sig selv som tegner, men også manifesterer tegningen som både medie og som formidler. Stürup har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med tegningen som udtryksform, men har også inddraget skulptur, musik og objekter i en kombination med netop tegningen. Nu udstiller han i form af et kæmpe soloshow hos Susanne Ottesen, med en udstilling der er et must-see for alle der interesserer sig for tegningen. Kopenhagen's udsendte mødte en oplagt Jasper Sebastian Stürup til en snak om tegningens semiotik, om tegningen som objekt, og om musik.

I forbindelse med din separatudstilling "Napoleon at the party" udgives der en bog, "God damn the sun", indeholdende de 100 tegninger som er det første værk beskueren møder ved sin ankomst til galleriet. Kan du fortælle lidt om de 100 tegninger, processen, og den mere fysiske tilgang, dine værker får i den ophængning?

Jeg gik i gang med de første tegninger i serien, da jeg kom til New York i 2005. Dér beslutter jeg mig for at lave en bog med 100 tegninger, i det amerikanske brevpapirformat. Jeg har tidligere udgivet rigtig mange bøger, men ville i det her tilfælde gerne lave et katalog der kunne reproducere tegningerne i 1:1. så jeg valgte faktisk katalogformatet, før jeg startede tegningerne. Derefter besluttede jeg mig for -uden at have en deadline eller tema- at lave 100, det er en ret god mængde.
Tegningerne er blevet til mens jeg arbejdede på andre projekter og værker. Selve processen har taget omkring halvandet år, så tegningerne har selvfølgelig relation til de større værker der er blevet produceret samtidigt. Jeg lavede ikke de hundrede tegninger til præcis denne her udstilling, men tilfældet ville at jeg blev færdig med dem et halv år før åbningen, så der var tid til at lave kataloget. Længden af processen illustrerer jo også meget fint et slags nedslag i perioden på halvandet år, i stedet for at være lavet på samme tid. Derfor er jeg super glad for dem, da de viser hvad jeg har arbejdet med inde for den periode. Jeg viste godt at de skulle op og hænge fra starten, og at det ville komme til at blive stort. Men jeg turde gætte på den endelige størrelse. Men under indramningen, begyndte jeg at fornemme størrelsens omfang, og blev enormt glad for den massivitet som de har. Det er blevet til en blanding mellem noget monumentalt og hundrede enkelte fortællinger man kan gå ind i. Og netop interessen i det intime og det monumentale, er noget jeg har arbejdet videre med, i mine værker på resten af udstillingen. Det at gå op og ned i skala, i brugen af udstillingsrummene.

Udstillingen hedder "Napoleon at the party", hvad er konceptet og baggrunden for udstillingen og dens titel?

Altså, for en gangs skyld er titlen taget fra min egen notesbog, og ikke fra en sang. Titlen udspringer fra en skulptur og tegning som går igen på udstillingen, bl.a. på omslaget af kataloget og på mine bordinstallationer. Det er en tegning efter en Napoleons skulptur, der åbner i overkroppen. Den originale Napoleons skulptur er også åben i overkroppen, der viser nogle udskæringer, hvor det formenligt er hans livshistorie der er beskrevet. I min version, har jeg ændret det til et barskab. Og ved at man ved hvor stor en vinflaske er, får man hurtigt en fornemmelse af at han er i fuld menneskestørrelse.

Mange af mine tegninger har med en slags fest, eller festen der er ved at ebbe ud, at gøre. Og der syntes jeg at Napoleon passer smadder godt ind. En slags festernes Waterloo. Måske kan man enda kalde ham for en slags logofigur på den her udstilling. Det er også derfor at jeg har brugt ham på plakaten, hvor jeg selv er dressed-up som Napoleon himself. Jeg er iklædt hat og kappe, men ellers er resten hverdagstøj. Jeg er blandt andet iført min yndlings t-shirt, som er en skelet torso, som jeg også afbilder på nogle af værkerne på udstillingen. Plakaten har jeg fået lavet i fuldstørrelse, så at jeg er gengivet 1:1. I stedet for at have hånden indenfor frakken, holder jeg et glas whisky, samtidig med at jeg stirrer stift. Det giver en lidt tvetydig velkomst, i fremtoningen.

Mange af dine værker kræser i sociale og genkendelige miljøer, mens andre kredser mere i abstrakte landskaber og scenografier. Dette bliver til både i kontrasten mellem narrationen og det figurative, men også i kontrasten mellem det abstrakte og de stramme formelle linier i dine værker. Hvilke miljøer og scenografier er det som du skaber?

Jeg er ikke typen, der kun beskæftiger sig med et miljø, men derimod bevæger jeg mig altid inde for flere, og nogen gange på samme tid. Hér er der mange fester i mine tegninger som titelen antyder, men jeg hopper altid ind til midten, og ud igen bagefter, et zig zag i narrationen og abstraktion. Jeg ser mine tegninger som værende komplekse relationer, og det kan så være på enormt mange forskellige niveauer. Om man er til fest, til kroning af en dronning, eller om man ser to piger med et par gallon mælk. Men det det handler om, for mig, er de forskellige motivers indbyrdes sammenspil. I nogle af tegningerne er der personer der ser ud til at have noget tilfælles, men ikke agerer sammen. Med mine borde har jeg så yderligere rykket den idé om personerne og deres sammenspil. Da du i princippet kan gå hen og ændre selv på de sammenhæng som de befinder sig i. Så du får noget der minder om dit eget skuespil, du kan blive ved med at flytte rundt på elementerne. Du vil som beskuer altid kunne danne dig en anderledes fortælling en den der var der før.

I dine kompositioner fornemmer man en slags collageagtig tilgang, som giver et slutresultat med uendelig mange lag af narration. Kan du fortælle om den tilgang?

Mine motiver bliver hentet fra utrolig mange forskellige steder, og bliver så sammensmeltet når de til sidst sættes sammen som helhed i tegningen. Men stadig så har man fornemmelsen af at det er løsrevne elementer der er sat sammen til et hele. Det har nok noget at gøre med, at jeg føler at jeg kan tage og bruge alt, og så snart det er tegnet gennem min pen, så føler jeg at det er mit. Noget kommer fra egne fotografier, noget kommer fra magasiner og andre ting kommer fra Internettet. Så det er en form for collage, men det skal helst give indtryk af det løsrevne og det sammensatte på en gang.

Repræsentationer og symbolik er en gennemgående katalysator for dine værker. Repræsentationer som i figurationer, former og silhuetter, og symbolik i form af repræsentationen i de motiver du vælger. Hvor meget betyder symbolik og repræsentationer i dine værker?

Altså, mange af de figurationer som jeg tager, bliver taget fra steder som jeg ved præcist hvor er. Men på samme tid har jeg det ikke nødvendigvis sådan, at du skal kunne se hvor figurationerne kommer fra. På et af billederne er der inddraget figurer fra rock bands som bland andet "The White Stripes", og jeg vælger generelt megen figuration der stammer fra musik. Jeg har også inddraget kunstværker i mine tegninger, for eksempel har jeg tegnet nogle af Bernini's skulpturer og Rubens's malerier i selve tegningen. Det er som en kæmpe sampelkasse jeg tager fra, og så gør til min. Personligt er jeg ret sikker på at de giver noget af sig, for de emmer af det, trods det at man ikke kan aflæse det til at her står Jack White, eller hér er Beatles men der mangler en, eller hvad det nu måtte være. Så selvom at det er usagt, tror jeg at de taler og giver noget videre til beskueren. På den måde betyder det noget for mig når jeg sider og tegner og vælger mine motiver. Og på et andet plan betyder det ikke noget for mig overhovedet. Det er ikke opstillet eller valgt, for at beskueren skal tænke på hvordan det hele dog skal kunne passe sammen, for mine ting er ikke skabt for at være kryptiske. Det kan ikke sammenlignes med en slags "find Holger" koncept.

Men det giver jo også en stor distance mellem dig og beskueren?

For mig er det meget vigtigt at det ikke bliver for konkret, selvom mine værker aldrig har været så narrative som nu. Så der er en forskel, men forskellen ligger nok i at der bare er mere figuration end tidligere, det holder nok samme abstraktion. Jeg har for eksempel heller ikke forklarende elementer med i mine kompositioner. Du står stadig alene som beskuer, og skal selv lægge noget til, invistere dig selv i værket. Hvis alt er forklaret, kan jeg mærke at jeg keder mig med det samme. Og hvis jeg keder mig, keder beskueren sig også. Så jeg arbejder stadig med at kunne holde tegningen og narrationen så åben som mulig, uden at den mister den vibrerende fortælling jeg giver tegningen.

Tegningen må siges at være dit foretrukne medie, og altid prøver du dens grænser for hvor langt man kan camouflerer den i materialet, og stadig kalde det for en tegning. For eksempel med dine indgreb med at brug en kraftig spray på papir. På denne udstilling viser du yderligere tre ny eksperimenter, en mere installatorisk, tegninger på t-shirts og så tegninger på folie?

Jeg har aldrig før arbejdet på t-shirts, men har dog arbejdet med stof tidligere. For eksemple har der hæng stof ned over nogle af mine tegninger, eller lavet en slags collager på stof på træplader. Jeg tænker ikke på at jeg skal finde på noget nyt, men på hvad jeg gerne vil med værket. Det sidste syntes jeg er mere interessant, end det første, da jeg kun ser det som en form. Det jeg godt kan lide ved spejlpapiret, som jeg har tegnet på, er at jo længere væk man står fra værket, jo mere utydeligt er både du og tegningen. Men jo tættere man kommer, desto skarpere bliver man selv i motivet. Så for både at se stregen og motivet skal man relativt tæt på, og mens du kigger på tegningen forsvinder dit eget spejlbilledet. Du er på en måde tilstede og ikke tilstede. Så på en måde opløser materialet sig selv, i forlængelse af fortællingen som sker i værket. Og så har du rummet du stå i der spegler sig, det rum jeg ikke definere i tegningerne.

Med hensyn til t-shirtene, har jeg valgt nogle som de personer som er på tegningerne, kunne have haft på. Det, samtidigt med at det er t-shirts jeg selv kunne have lyst til at gå med. Projektet med at tegne på t-shirts ligger, for mig at se, i samme åre og som forlængelse af mit arbejde med narrationen, så det virkede derfor oplagt at tegne på tøjet. Jeg har klippet t-shirtene over i halve, så man ikke kan gå med dem. Det er gjort for at gøre t-shirtene til objekter, frem for faktiske t-shirts. Hvis jeg skulle lave en rigtig t-shirt, skulle den koste noget andet, være mere tilgængelig, og trykkes i et stort oplag. Men der er kun en af dem, så jeg behandler dem som værende en tegning. På den måde fratager jeg T-shitens funktion, men bibeholder stadig dens form, idén t-shirt.

I løbet af de sidste par år, har du udover din egen praksis også taget en kurratorrolle på dig. Du kurraterede bl.a. på dansk grund, udstillingen "Always crashing in the same car", med store navne som Marcel Dzama og Elizabeth Peyton, og dig selv. Hvordan adskiller en deltagende kuratorrolle sig fra den udøvende kunstners, og hvordan har det været at kurratere?

Jeg har det sådan med det, at jeg ikke er kurrator, og jeg laver kun udstillinger hvor jeg selv er med. Det jeg egentlig gør, er at lave udstillinger som jeg selv har lyst til at være med på. Min indgang til det er at sætte mig selv ind i en sammenhæng, hvor jeg gerne selv vil være. Det har også noget at gøre med at kunne muliggøre noget, som ellers ikke ville have blevet gjort. Som for eksemple den udstilling som du lige har nævnt, "Always crashing in the same car". Den udstilling har jeg lavet, med kunstnere som jeg alle har mødt i New York. Jeg inviterede dem simpelthen fordi at jeg syntes at de er vildt dygtige kunstnere, og fordi jeg syntes at de er vildt søde personer. Så det blev en blanding af noget socialt, samtidigt med at jeg skabte en mulighed for at vise noget kunst, der ellers ikke bliver vist i København. Så det er egentligt ret simpelt i sin proces.

Lige nu arbejder jeg på et bogprojekt, der kommer til at blive vist her i København og i New York i slutningen af i år, eller i starten af det næste. Det projekt er faktisk kurrateret på samme måde, med en flok flinke og dygtige kunstnere, som skal lave en artisbook hver. Man skal jo lige først finde økonomien i det, men om det ender med én eller seks bøger er lige meget, for noget kommer der. Bogen som formilingsmedie er vigtig for mig, så det er sjov at gå ind i projektet, med andre gode kunstnere, for at lave en eller flere nye og unike bøger. Bogen kommer til at bestå af værker lavet til bogen, så at bogen i sig selv, bliver et kunstværk.

Musik betyder meget for dig personligt, og du bruger ofte musikken og specielt teksterne til at navngive dine værker. Hvordan integrerer og arbejder du med dine titler til dine værker?

Normalt bruger jeg kun titler, når jeg navngiver hele udstillinger eller bøger, ikke enkelt værker. Som for eksempel titlen på bogen med de 100 tegninger, som hedder "God damn the Sun", der er taget fra gruppen The Swans. Det er en meget sort, men utrolig smuk sang. Bogen jeg lavede før "God damn the Sun", hed "Just another diamond day", der både er en albumtitel og sang, fra Vashti Bunyan. Man kan sige at titlerne kommer fra den musik som at jeg hører, og mens jeg lytter, er der så nogle enkelte linier der sætter sig fast på en måde hvor jeg tænker at jeg kan approprier og gøre teksterne til mine. Nogle gange bruger jeg teksterne helt straight, og andre gange laver jeg lidt om på dem. Men man kan sige at titlerne kommer fra samme stof, hvor jeg henter mine motiver fra. Teksten på det gule bord er fra en Egyptisk basilisk der står i New York, det er en hyldest tekst til Ramses, teksten bliver så omringet af figuere bla.a. musikere som fx David Bowie og en fra The Flaming Lips der står ved siden af et skelet, eller Bob Dyland som står og brænder sine nøgler. Men som beskuer behøver man ikke kunne se hvem der er hvem, men figurerne agerer ligesom bare i det rum som værket skaber.