Jasper Sebastian Stürup Nameplate

Home | News | Work | Exhibitions | Books | Text | CV | Store | Contact | Instagram

 

Interview. Claus Handberg Christensen. Januar 2002



 Isbjørneskindet deler sig som en celle og bliver til to. Sengene svæver. De perfekte kvinder har ingen ansigter og diamanterne bløder.
Det er den slags motiver det vrimler med i Jasper Sebastian Stürups kunst. Tag nu for eksempel de blødende diamanter, der går igen i flere af værkerne. Det kan ses som et billede på, at selv det mest kostbare og perfekte stof må bukke under for tiden, at opløsningen sættes i gang som et stopur, fra det øjeblik noget ser dagens lys og tager form i denne verden. Måske bløder diamanterne ikke, måske græder de.

Jeg mødes med Jasper i hans atelie på kulturfabrikken for at spørge ham, hvad det er med de diamanter? “Der var engang en eller anden der sagde, at for meget af noget kan være godt,” siger han med et smil. “Eller man kunne også sige, at hvis du ikke har råd til diamanter, ja så kan du jo altid tegne dem.” 

Hvordan vil du beskrive dit forhold til tegningen?

Tegningen er for mig at se, det mest intime man kan arbejde med. At tegne er noget der falder alle naturligt, eller rettere, faldt naturligt, for det er noget, alle har gjort i deres barndom; men for de fleste dør det ud. Så er der nogle få der bliver ved med det, og dem er jeg én af. Jeg tror aldrig, at jeg har haft en længere pause væk fra tegningen end tre - fire måneder. Det jeg kan lide ved tegningen er, at det er direkte fra hånden ned på papiret. Når jeg arbejder med f.eks. skulpturer, er der alle mulige omveje, jeg skal gå af. Der er flere led, i en sådan proces, man er nødt til at vente på, at skulpturen hærder, før man kan gå videre osv. Tegningen er mere ligetil.

Er det vigtigt for dig, at der er kort vej mellem tanke og udtryk?

Ja, meget. Det er ikke fordi, jeg ikke tænker over udtrykket, men det er vigtigt at tanke og udtryk opstår samtidigt. Jeg kan ikke nå at korigere udtrykket når processen er så direkte, bordet fanger hele tiden. Hvis det ikke holder, er du nødt til at smide det ud. Man får en umiddelbar energi foræret på den måde. Selvfølgelig ligger der en masse ting i baghovedet, teknikker jeg trækker på, så jeg ved jo godt, hvad det er, jeg gør. Det er ikke en bevidstløs proces, men jeg vil gerne have at der er et felt, hvor jeg ikke kan gennemskue, hvad der foregår. Nogle af tingene skal bare føles rigtigt.

I langt de fleste af dine billeder er objekterne trukket ud af deres kontekst. Du reducerer dem til form. Men samtidig er der også noget personligt på færde i dem. Hvordan opstår det?

Der sker det, tror jeg, at man bygger videre i sit hovede. Hvis vi f.eks. tager sengen, som er et gennemgående motiv, så ved du nærmest hvad der omgiver den. Du fylder dit eget inventar ind i billedet. . . altså, dér står natbordet, dér hænger spejlet og så videre. De ting, der ikke er der, bliver tegnet, af de ting der ér. Jeg har lavet en tegning, hvor man ser tre hænder og to frisurer, og selv om du ikke ser ansigterne, overkroppene, eller hvad der er mellem hænderne, så kan du fornemme det. Jeg behøver ikke at tegne ansigtet, for du ved udmærket selv hvordan det ansigt ser ud. På den måde kan jeg skære ned til det vigtige og alligevel få alt det usynlige med, der omgiver det.

Hvis du skulle anbringe dig selv indenfor en -isme, hvilken vil det så være?

Det ved jeg sgu ikke. Jeg tænker ikke, på det jeg laver på den måde. Jeg synes, at det er meget lige nu, hvad fanden det så end er. Jeg savner ikke et navn for det. Der er hele tiden en eller anden bevægelse i gang, og overgangene er svære at se, når man står midt i det. Man lukker vel egentlig af for det og overlader det til andre.

Mener du, at det er vigtigt, at der er en afstand mellem kunstneren og teoretikeren?

Jeg har det blandet med den tanke. Der er værker, der kræver meget formidling, hvor formidlingen bliver en del af værket. Jeg har ikke noget problem med, at man teoretiserer over kunsten, men man kan også teoretisere den ihjel. Jeg har det personligt sådan, at hvis der skal snakkes om mine værker, vil jeg gerne have, at det er nogle andre, der gør det, og det bringer os tilbage til det, vi snakkede om tidligere, nemlig det med at der også skal være noget tilbage i værket, som jeg ikke, lige så lidt som modtageren, ved hvad er. Hvis jeg følger det hele til dørs, så bliver det bare en illustration, og så er det ikke interresant for mig længere. Værket skal også arbejde med mig. Derfor er det også ekstremt vigtigt at kunsten har sit eget rum. Hvad jeg mener er, at i en verden hvor alt bliver penslet ud og gjort tilgængeligt og fordøjeligt, er det sgu vigtigt, at man kan fare vild. At der er et felt, der ikke bare giver sig selv, men konstant stiller spørgsmåltegn ved, hvordan vi ser og opfatter tingene. Uden kunsten er der ikke ret meget tilbage.